Thailand - onsdag den 25. februar 2004

Krabi - Ko Lanta

Tilbage

Vækkeuret ringede atter kl. 6. Jeg havde været strategisk og sov med ørepropper. Det gav en rigtig god - og dyb søvn! Det store marked på pladsen overfor hotellet var pakket helt væk i nattens mulm og mørke og tilbage var en stort set bar plads. Imponerende, som nogen måtte have haft travlt!

Morgenmaden skulle indtages på vores stamrestaurant - den med det friske brød! Det var lidt et antiklimaks, at smage godt brød - efter at vi havde fået mere eller mindre spændende toastbrød undervejs. Og så var der OST, uhmm!

Hotellet havde sørget for transport til færgen, billetter til båden - og ringet til vores hotel på Ko Lanta, for at arrangere, at vi blev hentet ved båden, når vi ankom til øen. Så alt skulle være i orden (og det var det også!)

Kl. 10 var der afgang mod havnen og ombord på båden, der iøvrigt ikke afgik fra Krabi by, som vi havde læst os frem til - men istedet fra et forholdsvis nyt færgeleje udenfor Krabi. Vi kom åbenbart rimelig tidligt til båden, for der var ikke mange ombord. Passagererne ankom dog i en lind strøm og kl. 10:30 skulle der være afgang. Alligevel blev det ved med at myldre ombord. Ved 11-tiden var der endelig afgang. Da var båden også ved at være stuvende fuld både ude og inde. Der var vel plads til 150 passagerer, hvoraf langt de fleste pladser desværre var indenfor.

Undervejs til Ko Lanta stoppede båden flere gange, for at udveksle passagerer med longtailbåde, der lagde til langs vores båd. Disse både kom fra de øer, vi passerede undervejs.

Da vi nærmede os Ko Lanta, slog vi følge med flere både af samme størrelse, der var på vej mod samme havn. Resultatet udeblev da heller ikke. Totalt kaos ved den ene anløbsbro, der udgjorde "færgehavnen" på Ko Lanta. Bedre blev det ikke af, at alle de passagerer, der skulle med færgerne fra Ko Lanta allerede havde taget opstilling på selvsamme den smalle bro. Prikken over i'et var den stegende hede. Det var ulideligt. Heldigvis var det hurtigt overstået igen. Vi fik vores kufferter slæbt ned ad den intermistiske landgangsbro og styrede målrettet gennem virvaret. Det gik faktisk så stærkt, så man kunne være bange for, at der var nogle passagerer, der røg i vandet fra broen...

Straks vi kom i land var der et leben af diverse hoteller, resorter og bungalows, der gerne ville have os med til deres steder, men jeg styrede konsekvent efter et skilt fra Lanta Palace, hvor vi havde booket hjemmefra. Manden med skiltet guidede os hen til en pickup, hvor vores kufferter blev lagt op på taget og så blev der ellers stuvet passagerer ind bag i bilen og ind i førerkabinens 2 rækker sæder.

Snart gik det mod Lanta Palace, der lå ca. 12 km. fra den nordlige færgehavn. Turen gik ad den eneste mulige vej og den var ikke i god stand. Flere steder var der ingen asfalt men istedet en meget støvet vej. Alle, der sad bag i pickuppen blev meget beskidte. Efter 15 - 20 minutter var vi fremme ved Lanta Palace, hvor vi blev modtaget af personale, der bød på frugtjuice. Det var lige, hvad vi trængte til.

Lanta Palace havde 35 bungalows og kun de 7 af dem lå i første række ned til stranden. Vi havde helt sikkert fået de allerbedste, idet vores 3 hytter var placeret lige ud til swimmingpoolen og med stranden lige bag ved. Hvilken udsigt!

Klokken var 15, så igen var vi sent på den med frokost. Atter blev der bestilt "en blandet landhandel" og alle var tilfredse med maden. Det eneste der var at anke over, var prisen på øl. 100 bath for en stor øl. Det var noget mere, end vi var vant til og det kunne godt skyldes, at vi nu var kommet i et muslimsk domineret område, hvilket iøvrigt blev bekræftet, da vi efter middagen hørte, at der blev kaldt til bøn.

For os var det mere poolen, der kaldte og en tur i havet blev det også til. Marie kunne næsten løbe på vandet, da hun pludselig så en stor fisk. Jeg var lidt skuffet over det uklare vand og de forholdsvis få fisk, men Torben proklamerede dog, at han havde set en del fisk.

Marie, Torben og jeg tilmeldte os et thai madlavningskursus til dagen efter. Så mente pigen i receptionen nemlig bedre, at vi kunne imponere Uthen, når vi kom hjem!

...og så var der solnedgang. Vi var nemlig nu på en vestvendt kyst. I hotellets bar, der lå helt ned til stranden var der happy hour, hvilket betød billige drinks. Solnedgangen var okay, men der skulle alligevel flere skyer til, for at give den flotte røde himmel, som jeg håbede at få at se.

Et hurtigt kig på de nærmeste forretninger afslørede, at turister ikke var så normale på disse kanter endnu. Ordet "falang" (fremmed) blev sagt flere gange og de solge ikke øl, hvilket igen kunne skyldes det muslimske tilhørsforhold.

Maden var igen til UG for alles vedkommende men kors hvor var vi trætte bagefter. Det blev hurtigt godnat, efter vi havde spist...